mandag den 14. september 2009

Gulerodspaté

Ingredienser
150 g forårsløg (eller porrer)
4 fed hvidløg
4 spsk olie
600 g gulerødder
reven skal af en økologisk
citron
2 spsk citronsaft
ca. 2 dl speltrasp eller alm. rasp
2 dl piskefløde eller sojamælk
1 bdt. persille
2 tsk tørret basilikum
salt og peber
2 æg

Snit forårsløg og hvidløg og svits dem i olien. Skær 8-10 tynde strimler af et par gulerødder. Riv resten groft på råkostjernet og hæld de revne gulerødder på panden. Svits yderligere ca. 5 min. Tag panden af varmen og rør citronskal, citronsaft, rasp og fløde eller sojamælk i. Lad det stå i 10 min.
Hak persillen og tilsæt den sammen med basilikum, salt og peber. Rør æggene i et ad gangen. Læg bagepapir i en postej- eller bageform og fordel de tynde skiver gulerod på formens sider. Hæld grønsagsfarsen i og bag pateen ved 200° i ca. 40 min. Lad den hvile et par minutter, før den vendes ud af formen.

(Kirsten Skaarup)